Tjalfe

Tjalfe den nysgerrige (og måske lidt FOR modige).

Jeg har været på jagt her før – jeg elsker den smukke skov, hvor fuglene pipper, både ravne, duer, gæs, ænder og sortspætten “snakker”.

Råvildtet færdes over hele området og mårhunden, sammen med ræven i den ene ende af skoven. Der er flere gange set vildtfod af dåvildt – men i mange år har intet menneskeøje betragtet det smukke plettede stykke hjortevildt.

Da jeg var på formiddagsjagt, overvejede jeg om jeg skulle lade min trebenede “Harald Skrald – skydestok” blive i stigen, sammen med buen. Nej jeg må nok hellere tage den med for “hvad nu hvis” jeg “falder” over et stykke vildt, på vej til stigen igen?

Efter at have fået varmen foran pejsen, iklæder jeg mig min heldragt, for at gå tilbage i stigen – det ER jo den sidste weekend i vinterjagten, jeg går forbi traktoren, er halvvejs ved at skvatte over nogle grene da jeg kigger lige frem. WOW…! Der står et dyr midt på stien! Og det er IKKE råvildt! Det er dåvildt, jeg kender tydeligt farven og størrelsen på dyret.

Det sikrer mod mig, ligner en som står og tænker “hvad mon de nu finder på de mennesker” ? Den virker tilsyneladende slet ikke skræmt. Jeg fumler lidt med låsen på skydestokken og underlaget som er noget ujævt, tænker at jeg jo nok slet ikke kan nå at sætte alt “maskineriet” op før jeg kan skyde. Men at jeg da så kan gå tilbage til min jagtherre og “prale” lidt af endelig at have set dåvildt i virkeligheden og ikke kun på billeder, eller vildtfod. Så i rolige bevægelser får jeg stokken sat op og riflen lagt på plads, helt uden forventning om frisk skudt kød, jeg kigger på mit Leupold sigte og kan se at jeg skal zoome ind. Dåvildtet står roligt og klør sig på maven og vender sig så på stien, så ser jeg et stykke dåvildt mere! Den første går et skridt frem og jeg når at tænke at “nå..så når jeg det nok alligevel ikke” men så stiller den sig med siden skrådt til og står stille…! BANG..! jeg sender kuglen afsted og den ryger lige i gulvet med spjættende ben. Den anden kaster sig forskrækket væk og fortrækker. Min jagtherre står nu bag mig og siger noget i retning af :”hvad står du her og larmer for”? Jeg råber at nu skal vi have dejligt kød! Og det er IKKE råvildt, men dåvildt!

Han kigger med store øjne på mig og vi går sammen hen og finder ham “Tjalfe” en ung dåkalv men to små minihorn i panden.

Jeg flår og parterer ham hel, uden at brække dyret, da jeg vil have skindet, forløb og ryg af, før jeg åbner ham. Jeg samler hjorteblodet i en spand til hundetræning med Loke på spor.

Jeg havde afgivet et perfekt leverskud, og der var så fint og rent inde i ham, så jeg valgte at anvende benene til hhv. ribs og hundeben.

En helt igennem fantastisk “sidste weekend” i denne vinters jagt, med masser af godt “modigt” velsmagende kød.

Somme tider er det ikke klogt at være alt for modig, eller dumdristig – det fortæller både denne berretning, samt den om Tjalfe, knægten som ender som Thors tjener, grundet modig dumdristighed.

Vi nød hans mørbrads drysset med krydderier og indsvøbet i bacon, stegt hårdt i olie og Lurpak, hertil frisk karfoffelsalat og blandet salat.

Wauuuu….! DET her DET er godt sagde min jagtherre efter den første bid, også var der ellers ro, da svinene blev fodret. Haha.